SMERTE


Smerte generelt akut og kronisk
 
Anvender du fast smertestillende medicin, så anbefaler vi at du mindst een gang årligt har en konsultation med een af vores læger omkring smertebehandlingen.
 
Bemærk at der gælder særlige regler for anvendelse af stærk smertestillende medicin og bilkørsel. Snak med din læge herom.


 
Hvad er Smerter? (fra: min.medicin.dk, tilpasset)
Smerte er en normal sanseoplevelse, der opstår, når en ydre eller indre påvirkning (skade eller sygdom) truer med eller beskadiger en del af kroppen.
Man kan ikke måle smerter direkte, da oplevelsen af smerter er noget personligt. Din beskrivelse af smerterne kan hjælpe lægen til at finde årsagen og dermed mulighederne for behandling.  
  
Lægen vil være interesseret i at vide, hvor smerterne sidder, hvordan de føles (dunkende, pressende, stikkende, svidende, brændende, jagende), og hvad der forværrer eller lindrer dem. Din oplevelse af smerte kan blive påvirket af mange faktorer, som fx » angst, » depression, "stress" og usikkerhed. 
  

Akutte smerter 
Akutte smerter opstår ved skade eller sygdom, fx i hud, knogler, muskler, sener eller indre organer. Disse smerter forsvinder, når skaden er helet eller sygdommen er behandlet. De kan vare fra et par dage til flere uger.
Akutte smerter er et hensigtsmæssigt faresignal, som har til formål at beskytte dig mod yderligere skade. Akut smerte er derfor normalt et symptom på en bagvedliggende sygdom, som kan kræve nærmere udredning. 
  

Længerevarende smerter 
Længerevarende smerter, fx efter operationer, er derimod uhensigtsmæssige, fordi de fysiske og psykiske ændringer, som smerterne kan medføre, fx forsinker helingen af såret, og dermed hvor hurtigt du kommer ud af sengen igen. Smerterne kan altså i sig selv medføre komplikationer. 
Kroniske smerter er smerter, som har varet længere end 3-6 måneder. Disse ses typisk ved vævsskade i bevægeapparatet, fx slidgigt eller efter operation i ryg, knæ eller skulder. Et særligt problem kan være smerter ved nerveskade. Det ser man fx efter amputation (fantomsmerter), som opstår fra uger til måneder efter, at nerveskaden er sket, også selvom skaden er helet op.
Smerter hos patienter med kræft er ofte en blanding af akutte og kroniske smerter og kan skyldes selve kræftsygdommen eller behandlingen. 
 

Symptomer 
Akutte smerter er et faresignal, især pludselige, voldsomme smerter. Det gælder fx brystsmerter ved en » blodprop i hjertet eller lænde-lyskesmerter ved » nyrestensanfald. Ved stærke smerter kan du få hjertebanken, hurtig puls, blive bleg, svedende og bange. Du bør kontakte din læge, lægevagten, skadestue eller ringe 1813 (Region Hovedstaden). Hvis du pludselig får voldsomme smerter, kan du evt. ringe 112. 
 
Kroniske smerter medfører ofte, at du også begynder at spekulere, evt. får du » søvnforstyrrelser, hukommelsesproblemer, føler vrede, bliver deprimeret, får angstanfald, katastrofetanker, mister livsglæden og føler dig hjælpeløs. 
 

Hvilke faktorer påvirker vores følelse af smerte?
Smerteoplevelsen afhænger ikke kun af den smerteudløsende årsag, men også af egenskaber ved personen, der opfatter smerten. På denne måde bliver smerteoplevelsen et resultat af det, der udløser smerten, psykiske og sociale faktorer, tidligere erfaringer og eksistentielle faktorer.
Kroppen har egne hæmningsmekanismer, som bruges til at dæmpe indkommende smerteimpulser. Andre systemer forstærker smerten i visse situationer. Alle disse systemer er påvirkelige af psykiske, sociale og eksistentielle faktorer. Da smerteoplevelsen er så sammensat, er det ikke overraskende, at den varierer meget fra person til person, og hos samme person er afhængig af tid, sted og situation.
 

Faktorer som hæver smertetærsklen (dvs lindrer)

  • Medfølelse
  • Hvile?
  • Søvn?
  • Symptomlindring
  • Familiens nærhed
  • Fysioterapi
  • Tillid?
  • Tryghed?
  • Forståelse
  • Medansvar
  • Håb?
  • Opmuntring
  • Oplysning
  • Meningsfuld beskæftigelse

 
Faktorer som sænker smertetærsklen (dvs forværrer)

  • Angst?
  • Bekymring
  • Usikkerhed
  • Sorg?
  • Ensomhed
  • Isolation?
  • Træthed?
  • Depression
  • Vrede?
  • Magtesløshed?
  • Dårlige erfaringer
  • Forstoppelse?
  • Kvalme?
  • Opkastninger?
  • Dyspnoe - åndenød?
  • Immobilisation

 
Psykologisk smertebehandling

  • accept, Coping - dvs. lære at leve sammen med smerten
  • arbejde med ændringer i dagligdagen
  • Pacing (arbejde med aktivitetsniveau) få balance mellem aktivitet og hvile
  • Mindfullness meditation

 
 
Hvordan forløber sygdommen?
Akutte smerter aftager og forsvinder efter helingen af det ødelagte væv.  
  
Kroniske smerter er smerter, som varer mere end 3-6 måneder efter helingen af det ødelagte væv. De kan være langvarige og i værste fald også livsvarige. 
 

Hvem får sygdommen?
Alle kan føle smerte. Vi fødes med et velfungerende smertesystem, og selv for tidligt fødte børn kan føle smerte og reagere på det. Smertesystemet er et vigtigt beskyttelsessystem i de første barneår, så vi kan lære at undgå skader.
Smerter er det symptom, som oftest fører til konsultation hos den praktiserende læge, og omkring 50% af konsultationerne her drejer sig om smerter. 
 
Hvad er årsagen til smerter?
Lægen forsøger altid at finde årsagen til smerten, og hvis det er muligt behandle den underliggende sygdom, der er skyld i, at du har ondt. For mange kroniske smertetilstande er der oftest ingen mulighed for behandling af de udløsende faktorer, hvorfor der her vil blive tale om symptomlindring bl.a. med smertestillende lægemidler. 
 
Undersøgelser
Din beskrivelse af smerterne, hvor de er, og hvordan de tidsmæssigt har udviklet sig, er en stor hjælp. Lægen bruger disse oplysninger i forbindelse med at stille en diagnose og eventuelt sætte ind med flere undersøgelser, fx  » blodprøver,  » røntgenbilleder og  » scanninger. 
 
Specielle forhold hos børn
Det kan være svært at finde ud af, om små børn har smerter, fordi de ikke kan beskrive smerten eller fortælle, hvor det gør ondt. Men børn kan føle lige så megen smerte som voksne.
Børn har også ofte svært ved at lokalisere smerte, fx kan symptomer ved mellemørebetændelse vise sig som mavesmerter. Smerter hos børn viser sig som regel ved, at de græder, klynker, har nedsat spise- og drikkelyst og kaster op. Ved mere alvorlige tilstande kan barnet ligge helt stille og evt. med benene trukket op under sig.
Hovedmidlet til at behandle smerter hos børn er » paracetamol. Til børn med stærke smerter, bruger lægen en kombineret behandling efter de samme retningslinjer som for voksne. 
 
Behandling
Ud over smertestillende medicin (analgetika) findes der en lang række andre former for behandling, som kan være smertelindrende: 

fysioterapi

afspænding

aktive nakke- og skulderøvelser ved fx spændingshovedpine

akupunktur ved muskelspændinger og rygsmerter

manipulationsbehandling (kiropraktorbehandling) ved rygsmerter

blokader med lokalbedøvende middel

elektrisk stimulation af nerverne gennem huden ved smerter, der skyldes nerveskader (Transkutan Elektrisk NerveStimulation, TENS).

Desuden kan du få hævet din smertetærskel ved at blive behandlet mod » angsttilstande og » depression og ved at få psykologisk støtte.

Lette til moderate smerter, fx » hovedpine (spændingshovedpine), » gigt, muskelsmerter og » menstruationssmerter, kan behandles med » svage smertestillende midler. Her anbefales primært » paracetamol, som har færrest bivirkninger. Ved behandling af stærkere smerter kan lægen supplere med et gigtmiddel af NSAID-typen eller med de milde morfinlignende stoffer, fx » codein eller » tramadol.

Gigtmidler af » NSAID-typen er lægen tilbageholdende med at give, specielt til længere tids behandling, da du risikerer at få forskellige bivirkninger, fx » mavesår eller maveblødning. 

Har du stærke smerter, kan det være nødvendigt at supplere behandlingen med » stærkere virkende smertestillende midler som morfin eller andre morfinlignende midler. Eksempler på, hvor du har gavn af denne kombinerede behandling, er efter større operationer og ved kræftsygdomme. Har du kroniske smerter af anden årsag end kræftsygdom, er morfin og morfinlignende midler sjældent egnede til langtidsbehandling.